Deprimerede Helgen

C. H. Spurgeon, hædret som sidste århundredes største Baptist prædikant, var så plaget af modløshed, depressioner, træthed og lidelse at han opsage hans tilbagetræden, to og tredive gange på ni og tredive år. Interessant nok så lidt efter lidt opdagede han, at sådanne nedturer altid syntes at gå forud for nye tider af at sætte præsteembedet i stand.

En moderne prædikant, verdenskendt for hans eftertryk på mulighedstænkning, sad langt nede på en bygningside og bekendtgjordte dødsdommen over hans ynglings projekt. ‘Du kan ikke give op,’ gispede hans rådgivere, ‘hele verden ser på dig!’

‘Hvis bare jeg kunne få et godt gammeldags hjerteanfald og slå fejl med æren i behold,’ var hans ynkværdige svar.

Sådanne barske anekdoter oplader mig med håb. Hvis fortidens helte og nyere forkæmperer af positivtænkning kan have sådanne ture, så behøver jeg ikke at lade Anklageren tale ringagtende om mig, bare fordi jeg er rystende negativ til tider. For fire og tyve årige David Brainerd, var spændende oplevelser i Guds nærvær en regelmæssig indfletning med dybe ture af tungsindighed, hvori han opgiver håbet om at nogensinde opnå noget i Guds arbejde. Tre år senere udbrød en uden lige udgydelse af Ånden over Amerikanske Indianer efter hans prædiken. Dette skridt skete dengang da de klamme skyer af nedslåethed var så tykke, at han alvorligt overvejede at ende hans missionær bestræbelser.

A. B. Simpson – den højt respekteret missionær statsmand, spektakulær prædikant, og forstanderen af the Christian and Missionary Alliance – var endnu en fantastisk opnåer, som ofte havde perioder af fortvivlelse. På trods af hans højt flyvende til overnarturlige visioner forhindrede de ikke hans nedturer.

Jeg laver ikke undskyldninger. At have naturen af en professional sveske smager er intet at prale af. Depressioner kendetegner somregel mænglende tro på Den, som jeg har betroet min fremtid. Det vanære Den, som oversvømmer mig med endeløs kærlighed og, som får godt ud af alt hvad der rører mig. Når jeg har det skidt, er det sidste jeg behøver modløshed over min modløshed. Selvom vi glider på en nedtur, gør det os ikke til tabere. En flok af åndelige giganter har været på glidebanen før os, og levede for at overgå.

Fat mod af det menneskene ophøjet som Skrifternes største eksempel på tro (Romererne 4; Galaterne 3:6-9; Hebræerne 11:8-19; Jakobbrevet 2:21-23). I et tidligt kapitel i 1 Mosebog fortæller Gud Abraham på to forskellige anledninger, at Han vil give ham landet og efterkommere ( 1 Mosebog 12:2,7). Netop fire vers senere, finder vi ud af at Abraham latterliggøre Sarah, ved at benægte at hun er hans kone. I krysteragtig bedrag står han tavs, imens Pharaoh gifter sig med Sarah, og tager hende ind i hans harem ( 1 Mosebog 12:10-16).

Næste kapitel; Gud detaljere endnu engang det lovede land og efterkommere (Genesis 13:14-17). På trods af det finder vi ud af to kapitler senere, at Abraham forventer at dø barnløs. For en fjerde gang insisterer Gud, at Han vil give Abraham efterkommere. Til sidst tror olie fossilet. Herren som er begejstret over Abraham genfundende tro, gentager Hans løfter om at give ham landet. I vantro spørger Abraham om et tegn. (Genesis 15:2-8) Med himmelsk tålmodighed viser Gud dramatisk manden af tro ikke bare hans fremtids efterkommere, men også hvad der vil ske med dem.

I det næste kapitel ser vi vores trosmodel smide ethvert håb om et mirakel fra Gud væk. Han ender med at bruge moralsk forkerte metoder, til at gøre hvad Gud lader til at være uvillig til at gøre. Han går uden om hans kone, og går til hendes tjenestepigen for at få et barn (1 Mosebog 16:1-3).

Nogle år senere genbekræfter Herren Hans løfte til Abraham, og erklærer at Sarah ville undfange. Abraham griner. Han er sikker på at hans kone, er mere potentiel som en egyptisk mumie end som en hebræisk moder. ‘Hun er for gammel.’ ‘Bare velsign Ishmael,’ er vanskligheden af hans svar (1 Mosebog 17:17-18). Men Herren fastholder. Endnu en gang befamler vores helt efter den glatte fisk kaldet tro.

Inden lang tid er han igen ved at fortælle, at Sarah er hans søster, og viser mere tro i hans krafter af bedrageri end i Guds fuldstændighed. Denne gang er det Kong Abimelech, som næsten får en chance for at gøre Sarah gravid (1 Mosebog 20:2-3). Bare nogle uger senere undfanger hun Abrahams baby (hvis vi antager 1 Mosebog 18:10 til 21:2 er i kronologisk orden).

Tro er ikke en flyvning uden mellemlanding over virkeligheden; det er en kamp. Hvad der skelner, mennesker af tro er ikke hvor ofte de rammer jorden, men hvor tit de kommer op igen. At være konstant positiv er umuligt. Bare forsøget tvinger os ind i bønnekampe og Abrahamiske bestræbelser. Fjenden flyver ofte til hans hjørne kun for at forberede næste runde. Du er måske endda klatret ud af ringen, men lønnen for at komme tilbage ind overgår hvad, som helst nogen kunne tilbyde.

Apostlene sagde, ‘Herre, giv os en større tro.’

‘Havde i en tro som et sennepsfrø’ . . . lød svaret. (Luk 17:5-6)

Måske er vores største behov ikke enorm tro men at fuldt ud bruge vores lille tro. Måske kikser vi, fordi at vi devaluer vores tro, og ikke bruger den til det fuldeste, fordi vi forstiller os forkert, at lille tro er for ubetydelig til at flytte Guds hænd. Hvis tro er mere værdifuld en guld (1 Peter 1:7), er den reneste plet for værdifuldt til at blive ringagtet. Lad ikke følelser eller utilskrækkelighed kvæle din tro. Bare bliv ved med at presse på. Tidliger åndelige giganter opnåede meget med uperfekt tro. Det kan du også.

Ligesom alle andre er min tro på variere niveauet. Normalt er jeg klar over at få øjeblik af at grunde på trosbasseret sandheder, eller at mose negative tanker ville øge min tro bare en lille smule, men tåbeligt nok lader jeg mig selv blive på et lavere niveau en hvad jeg ved jeg er i stand til. Jeg har kikset i at tage troen så alvorlig som Skrifterne gør. Hvis det er så værdifuldt, som Skrifterne erklærer, så er det kun en tåbe der ville sige nej tak til en mulighed for at forstørre den. Hvis vores Herre vurderede tro for 7.50 kr, en en procents øgelse ikke være værd at overveje. Hvad kan du bruge en øre til? Hvis normal tro er af en enorm værdi, så ændres alt alligevel. På en million kroner er en procent 10.000 kr. – det er da værd en lille indsats!

En af de ting vi kan lære ved at Abraham blev en far, er ikke at vi skal gøre ingenting og efterlade det hele til Gud. Havde det været Abrahams tankegang, ville miraklet aldrig være sket. Nøglen ligger ikke i at lave ingenting men i at gøre det rette – at prøve igen på at fylde en ufrugtbar livmoder.

Vi kan være så forrykt over at føde en Ishmael, at vi mislykkes i at producere en Isak. At stoppe med at få et barn igennem Sarah ville have været lige så fri af tro som at bruge hendes tjenestepige.

Tro er at forlade sikkerheden af uvirksomheden, og bevidst afslører overfor os selv muligheden for et smertefuldt nederlag. Det er Jonathan og hans rustningsbærer, der går ud for at måde fjenden; ikke hans kammerater, som gemmer sig i huller, og håber på et mirakel (1 Samuel 14:1-15). Det er Peter der siger, ‘Hvis er dig Herre, så byd mig at komme;’ . .  og derefter træder ud af båden (Mat 14:28-29). Det er den samme fisker der siger, ‘Herre vi har slidt hele natten og intet fået.’ ‘Men på dit ord’ . . . (Luke 5:5) Det er Paulus, som endnu engang står overfor en fjendsk forsamling af mennesker. Det er dig, som prøver endnu engang.

Tro er fundamentalt for alle Kristne tjenester (Mark 11:24; Joh 14:12; Galaterne 3:2-3; Heb 4:2; 11:6; Jak 1:6-7; 1 Joh 5:4). Ligesom en frøplante. Den burde konstant vokse (2 Kor 10:15; 2 Thess 1:3). Det er lettere for os selv, hvis vi starter med at øve tro nu i små ting i stedet for at forvente at bruge bjerg-flytnings troen, når der er kritisk behov for det i tjenesten.

En forsinkelse fremskynder enten din tro til udfordringen, eller så er det et dødt vent.

Jeg kan let tro den atomholdende, jordspindende, galakseforblivende, livgivende kilde af alt kan gøre hvad end Han kan lide. Selv djævelen tror på Guds kraft. Mit problem er at tro at Guds specielle kærlighed til mig, får Ham til at længdes efter at bruge den kraft på mine vegne.

Få af os tvivler på at Gud kan gøre fantastiske ting. Det svage led i vores tro er at tro at Han ville gøre det for almindelige, inkonsekvent dig og mig. Vi forventer at vi ikke er tilstrækkelig specielle i den Almægtiges øjne til at fortjene sådan en opmærksomhed. Når jo, ‘Gud elsker alle,’ men vi har en pukkel at når kærlighed er nået til os har det spredt sig meget tyndt. Jeg kun en ud af en million. Hvorfor ville Gud mon fokusere Hans almagt på mig?

Hvis vi kunne gribe storheden af Guds kærlighed for os, ville vore tro ryge i vejret. Bed om en åbenbaring. ( Eferserne 3:17-19 fremhæver nødvendigheden af sådan en bøn. ‘Jeg beder om at du . . . må have styrke . . . til . . . at kende denne kærlighed, som overgår al erkendelse . . .’)

Bevidsthed over hvor meget vi er elsket er evigt afgørende fra vores bevidsthed. Delvis i syne i et par dage, begynder det småt at falme igen. Det følgende forslag hjælper måske.

Når vi skuffer Gud – selv hvis vi virkelig fejler I tingene – forstil den stolteste far som verden har set. Barnet skriger, drypper og tilsøler sig selv, men stadig gløder Far med stolthed. Sådan er Gud.

Når du føler en bitte blob i den kogende masse af menneskelighed, se hyrden af hundrede får afsindigt søgende efter et. Hvis Han kan personligt være bekymret for en, kan den Almægtige Hyrde af vores sjæl elske hele menneskeligheden og stadig sætte al sin kraft ind på dig. I de smukke ord af Esajas, ‘Som en brudgom fryder sig over sin brud, fryder din Gud sig over dig’ (Esajas 62:5).

Når du føler at du intet kan gøre rigtigt, forstil dig et barn, en pensel i hånden, der glimter med spænding. Udholdende hendes hånd er den blide hånd af verdens største kunstner. ‘Og hvad skal vi putte i dette hjørne?’ spørger manden, imens hans evner og pigens fantasi slutter sig sammen til en. Se kunstners smil og barnets glæde, som de sammen skaber forbløffende skønhed. Under Guds guidende hånd, er dine muligheder tankeforfærdende.

Lige meget hvad du føler, er du Guds opmærksomheds centrum; et punktum på det hele, du som den eneste ven Gud Han har. Hvis nogensinde en mand ville bruse Han brud med kærlighed, eller Hans søn med gaver, længdes Gud efter at ødsle dig med Hans luksus. Forvent store ting fra Gud. Alt andet mindre er en fornærmelse til din Almægtige Frelser. Med din Herres umuligheder er det legeting.

Lad troen udvide sig ved at forstå det fakta at den Almægtige Herre er mægtig nok til at bruge dig – overkøre enhver utilstrækkelighed – og kærlig nok til at ville gøre det. Alt hvad Gud rører ved er bestemt til herlighed. Selv nu er du Guds ‘snavset klud til forskel til himmelens rigdomme’ succes historie.

Riget behøver bønnekriger, ikke bønnebekymringer. Ligemeget hvor meget du græder, tigger, og ønsker, har du ikke gået fra overtro til autentisk Kristne bønner indtil du kan takke Gud for svaret, og ved at det er den enden du holder det i dine hænder. Tro er ikke at tro at Gud kan; det er at vide at Han vil (Mark 11:24; James 1:5-8).

Du vil se det når du tror det.